Hverdagens Helte får dusør af Østjyllands Politi


Mandag fik fem af hverdagens helte i Østjylland stor tak for en god gerning, der har hjulpet borgere i nød. Her overrakte politidirektør Helle Kyndesen takkebreve på politistationen i Aarhus.

De fem var blevet indstillet af politiets medarbejdere og blev alle fundet egnet til at modtage en dusør – et lille kontantbeløb – for deres gode gerning.

– De har alle fem gjort noget ud over det sædvanlige og ydet en ekstraordinær og modig indsats. Det betyder meget for os i politiet, men jo i særdeleshed har deres handlekraft haft betydning for de mennesker, de har gjort noget særligt for og hjulpet. Det fortjener meget stor ros, siger politidirektør Helle Kyndesen.

Der blev givet dusør til:

Helle Cecilie Fabricius Nielsen, 32 år, Lystrup
Helle Nielsen og hendes kollega skulle bare ned at bade den 15. august i år, da hun reddede en kvinde fra at drukne i havet ved stranden i Risskov. Helle Nielsen forklarede, at en person var kommet løbende imod hende og sagde, at en kvinde var sprunget i vandet for at begå selvmord. Da politiet kom kort tid efter, løb Helle Nielsen dem i møde. Men mens betjentene gjorde sig klar og tog deres udstyr af, kunne Helle Nielsen se, at kvinden dukkede ned under vandet. Hun reagerede derfor hurtigt og svømmede ud efter kvinden, der nu lå i vandoverfladen med hovedet under vandet. Helle Nielsen fik kontakt til kvinden, der var ved bevidsthed, og svømmede hende sikkert tilbage mod land, hvor politiet tog over. Dagen efter ringede politiet til Helle Nielsen og fortalte, at kvinden efter omstændighederne var i god behold og indlagt på psykiatrisk afdeling. Østjyllands Politi vurderer, at Helle Nielsens beslutsomme indsats var medvirkende til, at kvinden overlevede sit selvmordsforsøg.

Hun havde sin kollega fra episoden med på politistationen til overrækkelsen.

Louise Kristiansen, 24 år, Randers SØ
Louise Kristiansen forklarede, at hun var på arbejde som tjener den 26. marts tidligere i år, da hun reddede en mand fra at drukne i Randers Havn. Her så hun, at en mand var faldet i havnen ved Pakhuset. Hun forsøgte i første omgang at kaste en redningskrans ud til manden, der ikke reagerede. Så hun handlede hurtigt, smed skoene og sprang selv i vandet med en redningskrans. Her lykkedes det hende at nå ud til manden og få ham bjærget ind til kajen, hvor hun sørgede for at holde ham over vandet, til redningsfolkene kom. Det er Østjyllands Politis vurdering, at Louises modige indsats var medvirkende til, at manden overlevede.

Louise Kristiansen havde sin mor med på politistationen.

Mads Stisen Gjanderup, 35, og Sven Øster Ladefoged, 64 år – fra True ved Tilst
Mads Stisen Gjanderup forklarede, at han var på vej ud med hønsemøg sent om aftenen søndag den 26. februar, da han bemærkede han nogle lyskegler i et skovområde i nærheden. Da han ikke havde fået briller på, troede han i første omgang, at det var nogle børn, der rendte rundt i området med lommelygter. Men da han opdagede, at lygterne tilhørte en parkeret bil, skyndte han sig retur for at hente sine briller og sin gode nabo Sven. De to gik sammen hen til bilen, hvor de så en mand ligge på sædet med en pose over hovedet. Mads og Sven fik hurtigt åbnet bildøren og fjernet posen fra mandens hoved. Herefter kontaktede de alarmcentralen og blev ved ham, indtil ambulancen kom. De to assisterede også, da manden skulle ud – Sven bakkede bilen, mens Mads og betjentene skubbede på, så manden kunne hjælpes ud. Østjyllands Politi vurderer, at den resolutte indsats var medvirkende til, at manden overlevede.

Per Øxenholt, 55 år, Knebel
Per Øxenholt blev den 2. september 2017 gjort opmærksom på en mistænkelig varevogn, der holdt parkeret i nærheden af et sommerhuskvarter ved Vestervang i Knebel. Han reagerede med det samme og kørte hen til stedet og observerede den mistænkelige varebil i en times tid. Her så han to personer bære genstande ud fra en bopæl og læsse dem i vognen. Han ringede til politiet og fulgte efter bilen, da den kørte fra stedet, og forblev bag ved den, indtil patruljen fik den standset. Der viste sig efterfølgende at være koster for omkring 200.000-300.000 kroner, og de to personer i bilen blev anholdt. Sagen er fortsat verserende.

Per Øxenholt var desværre forhindret i at deltage i dagens overrækkelse.

Efter overrækkelsen af takkebreve blev de fire dursørmodtagere og deres pårørende vist rundt og kom blandt andet et smut forbi alarmcentralen.