Mand bag historisk stort våbenlager er for syg til fængsel


Huset i Birkerød bugnede af våben!


Manden bag et historisk stort og ulovligt våbenlager i Birkerød er fredag blevet dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling.

Den 51-årige våbensamler er sindssyg og er derfor ikke egnet til en normal fængselsstraf, fastslår Retten i Lyngby.

Det var i august 2015, at Nordsjællands Politi på baggrund af et anonymt tip slog til mod to adresser i Birkerød. Og det viste sig, at husene mildest talt bugnede af våben.

Samlet set fandt politiet cirka 1000 skydevåben i form af pistoler, revolvere, rifler, haglgeværer og meget andet. Hertil kom cirka 1,4 ton ammunition.

Dengang sagde politiet, at der var tale om “klar dansk rekord”

– Aldrig tidligere er der fundet så mange våben på en privat adresse i Danmark, og jeg tror aldrig, at det kommer til at ske igen, sagde efterforskningsleder Henrik Gunst.

Godt nok havde manden tilladelse til næsten 700 af våbnene, men de var ikke opbevaret korrekt. De resterende våben havde han ulovligt.

Intet i sagen tyder på, at våbnene har været benyttet til at begå kriminalitet.

Derimod var der tale om en meget passioneret samler, som tilsyneladende ikke kunne få nok.

– Man skal foretage sig et eller andet. Jeg har altid specialiseret mig inden for jagt. Det er også den historiske interesse og at få det til at virke, sagde manden, da han i sidste uge afgav forklaring under sagen.

I fredagens dom besluttede Retten i Lyngby, at våbnene og ammunitionen skulle konfiskeret med henblik på destruktion.

Dommen blev afsagt af en enig domsmandsret, som består af en juridisk dommer og to lægdommere.

Den dømte har nu 14 dage til at overveje, om han vil indbringe sagen for Østre Landsret.

/ritzau/