To mænd fra bandemiljøet i Aarhus har fået dom


Gerningsstedet juni 2016


Torsdag eftermiddag faldt der dom mod to mænd, der siden den 9. juni har været varetægtsfængslet og sigtet for at stå bag affyring af skud bag Bazar Vest i Gellerup d. 9. juni i år.

Det drejer sig om en 22-årig mand og en 21-årig mand fra Brabrand, der begge har stærk tilknytning til bandemiljøet i Aarhus. Den 22-årige blev idømt 3,5 års ubetinget fængsel og den 21-årige 3 års ubetinget fængsel. Begge for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, bl.a. fordi de affyrede en pistol i et boligområde, og fordi de har tilknytning til det kriminelle miljø.

Det er den første dom, siden minimumsstraffen blev skærpet fra et år til to år med de nye regler for ulovlig våbenbesiddelse, der trådte i kraft i maj tidligere i år.

Sagen begyndte den 9. juni, da Østjyllands Politi modtog en anonym anmeldelse om, at der var blevet skudt bag Bazar Vest i Gellerup. Skuddene var ikke rettet mod nogen, så ingen kom til skade ved episoden. Anmelderen kunne genkende to af personerne og den bil, de kørte i, og derfor kunne Østjyllands Politi allerede få timer senere anholde og sigte de tre formodede gerningsmænd. Siden har de alle tre været varetægtsfængslet, og i går faldt der så dom i sagen mod to af de tiltalte.

Anklager i sagen Jhin Lee fra Østjyllands Politi er tilfreds med rettens afgørelse.

– Jeg er tilfreds med, at Anklagemyndigheden fik medhold i, at der er tale om særligt skærpende omstændigheder, når personer fra det kriminelle miljø affyrer skud i et boligområde. Det gjorde, at dommen blev højere end minimumsstraffen på to år. Og så er jeg rigtig glad for, at retten gav os lov til at føre et anonymt vidne. Det viser, at retssystemet tager det seriøst, at vidner kan frygte at stå frem med navn og ansigt i sager mod kriminelle, der har tilknytning til bander, siger anklager Jhin Lee, Østjyllands Politi.

De to dømte ankede dommen med det samme med påstand om, at sagen skulle gå om, da forsvarerne mente, at det ikke skal være muligt at gøre brug af anonymt vidne. De vil desuden have Højesteret til at tage stilling til, om det principielt skal være muligt at bruge anonyme vidner i retssager.

Der er endnu en mand tiltalt i sagen, en 21-årig mand fra Brabrand. Han er fundet skyldig, men afventer at modtage sin strafudmåling, da retten mangler resultatet af hans mentalundersøgelse.