Nyt brandattentat i bandekonflikten


Arkivfoto


STENSVED: Natten til søndag kastede to ukendte gerningsmænd angiveligt molotovcocktails mod et hus på Vordingborgvej. Attentatet sættes i forbindelse med opgøret mellem Bandidos og Satudarah.

 

Der blev kastet mindst en, og muligvis tre, molotovcocktails mod huset som dog ikke fik de store brandskader ved ildspåsættelsen.

Der var ingen personer tilstede i huset ved brandattentatet, og der blev set to personer undløbe fra stedet efter de nævnte molotowcocktails var kastet.

– Det er vores umiddelbare opfattelse, at forsøget på brandstiftelse knyttes til den igangværende konflikt, siger Politiinspektør Kim Kliver til Ekstra Bladet uden at oplyse hvad den formodning bygger på.

Adressen kan udfra politiets melding altså sættes i forbindelse med en af rockergrupperingerne, huset er ikke et af de steder som er blevet lukket i forbindelse med lukningen af en række rockerborge på Sjælland.

Flere brande mod rockerborge og butikker.
På det seneste er konflikten mellem rockergrupperingen Satudarah og rockerklubben Bandidos eskaleret voldsomt. Det brød ud i lys lue ved et boksestævne i Herlev fornyligt, hvor to blev stukket ned med kniv, og alt der kunne bruges som våben blev brugt under et kæmpe slagsmål med 30-40 rockere involveret.

På Sjælland blev flere af de to rockergruppers tilholdssteder i løbet af de sidste uger mål for forskelligt hærværk eller direkte forsøgt afbrændt.

November startede med seks angreb på tatovørforretninger landet over, enten ved et fysisk angreb med bla. økser eller ved natlige brandattentater.