Se flere fotos i bunden af artiklen
Der er sent torsdag aften affyret skud mod en spilkiosk i Faxe. Ingen personer er ramt, og politiet har ikke foretaget anholdelser i sagen.
Det oplyser vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
– Vi fik klokken 22.53 en anmeldelse om, at der var affyret et antal skud mod en spilkiosk i Torvegade i Faxe, siger vagtchefen.
– Vi er nu ved at efterforske hændelsen og har derfor ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, siger han klokken 05.15.
Ifølge sn.dk blev skuddene affyret af “maskerede mænd”. Et vidne fortæller til lokalmediet, at skuddene faldt lige efter, at der havde været kunder inde i kiosken.
– Og så er der en, der siger “masker, masker, masker”, fortæller personen.
– Og så går det hurtigt, vi får låst dørene, jeg får næsten øjenkontakt med en af dem, tilføjer han.
Ifølge sn.dk har der tidligere været en guldsmedeforretning på adressen. Derfor er der pansret frem for almindeligt glas i facaden.
Men mindst et projektil trængte gennem ruden og prellede af på lokalets bagvæg, oplyser et øjenvidne.
Flere personer oplyser til sn.dk, at fire biler kørte fra Torvegade i “meget høj fart” umiddelbart efter skyderiet.
/ritzau/