Kvinde med telefonitis fik telefonen beslaglagt


Servicecentret var tålmodige, meget tålmodige…. (Foto: Politi.dk)


KALUNDBORG: Mandag aften kl. 22.33 kunne politiets servicecenter konstatere, at en 45-årig kvinde fra Kalundborg inden for seneste ca. seks timer havde kontaktet politiet uden grund 34 gange, hvor hun havde talt om emner mv., som var politiet helt uvedkommende.

På grund af omfanget måtte politiet meget alvorligt henstille hende om ikke at forstyrre politiet uden grund.

Da hun ufortrødent fortsatte de næste par timer med at kontakte politiet uden grund, kørte politiet undtagelsesvist til kvindens bopæl i Kalundborg, hvor hendes telefon blev midlertidigt beslaglagt.

Hun blev samtidig vejledt om, at telefonen kunne hentes hos politiet den følgende formiddag – om det så hjælper må tiden vise.