73-årig dræber sin kone i Aalborg og ringer til politiet


En 73-årig mand dræbte natten til fredag sin 71-årige kone med knivstik i Aalborg. Manden ringede selv til politiet efter gerningen.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.12 fra den 73-årige mand. Han oplyste, at han kort forinden havde dræbt sin hustru med knivstik på deres fælles bopæl på Lyngholmsvej i Aalborg.

Da politiet ankom til stedet, blev kvinden fundet livløs. Hun blev efterfølgende erklæret død af en læge på stedet.

Manden blev anholdt og sigtet for drab.

De pårørende er underrettet. Sagen betragtes som en familietragedie.

Nordjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke give flere oplysninger i sagen.

/ritzau/