Rockers private hjem blev beskudt


Arkivfoto


Der blev søndag aften skudt mod en rockers private bopæl på Falster.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Ingen blev ramt ved skudepisoden.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der tale om et højtstående medlem af Bandidos, men det vil politiet ikke kommentere.

De to bandegrupperinger Mongols og Satudarah har siden marts ligget i konflikt i området – en konflikt, der ifølge politiet handler om det kriminelle marked.

De mange sammenstød og skyderier har fået politiet til at indføre visitationszoner i både Maribo og Sakskøbing.

Visitationszonerne giver politiet ret til at visitere folk, selv om man ikke har en konkret mistanke mod dem.

Politiet mener dog ikke, at søndagens skyderi har noget med den konflikt at gøre.

– Vi følger situationen tæt, og vi er klar over, at det skaber utryghed, når der bliver skudt mod private hjem. Også selv om skuddene ikke er rettet mod den almindelige borger, siger politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.

/ritzau/