Politi har afgivet flere varselsskud mod truende mand


RISSKOV: En eller flere betjente fra Østjyllands Politi har mandag eftermiddag afgivet et eller flere varselsskud med deres tjenestevåben. Det er sket i forbindelse med anholdelse af en person i området ved Østre Skovvej.

Den anholdte er en mand, som angiveligt skal have indtelefoneret en bombetrussel mod den spanske konsul i Aarhus, mandag eftermiddag kl. 12.23.

Den mistænkte blev herefter opsporet ved psykiatrisk hospital i Risskov, hvor han opførte sig så truende at betjentene afgav 3-4 varselsskud, da manden bar på en mindre kasse og nægtede at efterkomme politiets anvisninger.

Manden blev dog alligevel anholdt, og EOD er omkring kl. 14.30 ankommet til stedet.

Der er et stort opbud af både kampklædt politi og ambulancer på stedet, hvor der fortsat arbejdes med den efterladte kasse. Politiet har lavet en sikkerhedsafspærring på 100 meter omkring kassen og EOD er nu ankommet til stedet.