Kvinde påkørt i Sakskøbing som led i bandekonflikt


Arkivfoto


En kvinde er onsdag ved middagstid blevet kørt ned på Vestergade i Sakskøbing på Lolland.

Politiet vurderer, at hændelsen var forsætlig og har forbindelse til den lokale bandekonflikt i området.

Det fortæller politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

– Der er meget, der tyder på, at denne hændelse kan have forbindelse til den verserende konflikt i det lokale bandemiljø.

– Vi vil under ingen omstændigheder acceptere denne adfærd, og vi arbejder lige nu intenst på at finde frem til gerningsmanden, siger Kim Kliver.

Kvinden blev kørt ned klokken 12.06. Hun er umiddelbart uden for livsfare.

Efter påkørslen forsvandt bilen i ukendt retning med høj hastighed. Bilen er ifølge politiet en sort Audi A5, og føreren beskrives som etnisk dansk af udseende.

Politiet beder eventuelle vidner om at kontakte politiet på 114.

/ritzau/