Tre personer kommet til skade i knivstikkeri i Farum


Gerningsstedet i Farum


Der har lørdag aften været knivstikkeri i Nordsjælland, hvor tre personer er kommet til skade. Det skete ved Fiskebækbroen i Farum.

Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter klokken 22.39.

En person er blevet anholdt. Politiet har afspærret området omkring gerningsstedet.

Det er ikke oplyst, hvor alvorligt de tre personer er kommet til skade, og hvad der præcist er hændt.

Vagtchef ved Nordsjællands Politi Erik Skriver vil kort før klokken 23.00 ikke oplyse mere om hændelsen, de tilskadekomne eller den anholdte.

/ritzau/