Betjent tacklede flygtende knallertkører


Arkivfoto


HELSINGØR: En politibetjent gav en flygtende knallert en vaskeægte ‘Dirty Harry’ behandling fredag aften, knallertkøreren forsøgte at flygte og hele bondetoget endte hulter til bulter i en hæk, da betjenten ganske enkelt tacklede mand og knallert. 

Fredag aften fik en patrulje øje på en knallert med to personer på Færgevej ved færgeterminalen, eftersom man ikke må køre to på een knallert ville betjentene godt lige drøfte kørslen med de to på knallerten.

Lysten til at snakke var dog ikke tilstede hos de to på knallerten – tværtimod satte føreren af knallerten farten op for at slippe væk.

– Patruljen fik kastet bilen på tværs af vejen og indsatslederen steg ud og prøvede at standse knallerten. Så speedede den endnu mere op, men indsatslederen fik kastet sig op på knallerten, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Jan Hedager, til Frederiksborg Amts Avis.

Knallerten havde nu pludselig tre personer ombord, og hele trioen endte på et øjeblik kørslen inde i en hæk – her forsøgte føreren af knallerten sig dog fortsat med at slippe væk idet han holdt fast i styret og gav den gas.

Ikke overraskende endte den 17-årige fører af knallerten dog med at måtte bide græsset og opgive sin flugt.

Den 17-årig mand fra Helsingør er blevet sigtet for at køre uden hjelm, to på een knallert og for ikke at følge politiets anvisninger om at stoppe – sidstnævnte måtte han så lære på den hårde måde. Der var ifølge Nordsjællands Politi ingen af de involverede som kom noget til, udover lidt småskrammer.