Arkivfoto
Den kriminelle bande Black Army er fortid i Aarhus. Det vurderer Østjyllands Politi, skriver DR Østjylland.
– Det er vores opfattelse, at Black Army har opløst sig selv i Aarhus og i Østjyllands Politis område, siger politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi.
– Det understreger bare, at de initiativer, der er taget med bandepakken, har gjort det noget mindre attraktivt at være bandemedlem. Kombineret med det pres, vi har lagt fra politiets side, siger René Raffo.
I Aarhus er det især i forstæderne Viby og Brabrand, at Black Army har været aktive.
Det er ikke politiets indsats alene, der har rykket, understreger politiinspektøren.
Politiet har også haft et tæt samarbejde med Aarhus Kommune, mens regeringens seneste bandepakke har givet mulighed for hårdere straffe og sanktionsmuligheder over for medlemmer af en bandegruppering.
Black Armys opløsning har dog udløst spekulationer om, at bandemedlemmerne smider rygmærkerne for at undgå de hårdere sanktioner.
– Jeg synes, at man skal vende den om. Det viser, at de initiativer, der er taget med bandepakken, har været med til at presse dem, så de nu lægger trøjer og veste på hylden, siger René Raffo.
Politiet tror dog ikke, at de nu forhenværende Black Army-medlemmer i det sydlige og vestlige Aarhus pludselig er blevet lovlydige.
Flere medlemmer af Black Army var varetægtsfængslet i starten af sommerens bandekrig i Aarhus, hvor københavnerbanden Loyal to Familia forsøgte at få fodfæste i Aarhus.
Black Army, der opstod i Vollsmose i Odense for fire år siden, lukkede for nylig sit klubhus i Odense og erklærede gruppen der for opløst.
/ritzau/