28-årig narkobilist i vild flugt fra politiet


Arkivfoto


HILLERØD: Fredag aften forsøgte en 28-årig mand at køre fra en patrulje fra Nordsjællands Politi – det var han ikke særlig god til.

Eftersom den 28-årige mand forsøgte at flygte i en varebil fra politibetjentene, så gav det næsten sig selv at det var Mission Impossible – men han forsøgte alligevel.

Balladen startede på Nordre Jernbanevej hvor en patrulje gav varebilen signal til at stoppe, den 28-årige mand valgte dog at gøre det stik modsatte og jokkede speederen i bund.

Den 28-årige kørte med patruljevognen i bagdækket gennem intet mindre end fem røde lyskryds, før manden mistede kontrollen over sin varebil og forulykkede på Skansevej.

Han nåede ikke at fortsætte sin flugt før betjentene var over ham og håndjernene klappede. Her viste det sig at den 28-årige mand fra Herlev var flygtet på grund af sin dårlige samvittighed over indtagelse af euforiserende stoffer i form af – formentlig – hash.

Narkometret viste positiv måling for stoffer, hvorfor den 28-årige er sigtet for at nægte at følge politiets anvisninger, kørsel frem for fem x rødt lys og for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.