Arkivfoto
Når togene ikke kører rettidigt, og tusindvis af passagerer hver dag bliver forsinket, har det en målbar samfundsøkonomisk konsekvens.
På et år koster togforsinkelser således samfundet 2,4 milliarder kroner. Det viser nye beregninger, som Cowi har lavet for Forbrugerrådet Tænk.
– Vi ved, at det har store konsekvenser for den enkelte passager, og nu har vi også fået tal på, hvad forsinkelser og aflysninger i togtrafikken koster samfundet. Ifølge vores undersøgelse er det cirka 80.000 mennesker om dagen, som bliver ramt, siger vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe.
Beregningerne tager udgangspunkt i den rettidighed, kunden oplever, og alle aflysninger og forsinkelser er medtaget uanset årsag.
– Det drejer sig om tabt arbejdstid, fordi folk kommer for sent på arbejde og ikke leverer det arbejde, de ellers ville have gjort. Så de her forsinkelser betyder, at vi som samfund bliver 2,4 milliarder kroner fattigere, end vi ville have været, uden de her forsinkelser, siger han.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det politikerne og togselskaberne, der har ansvaret for at sikre færre forsinkelser i den kollektive transport.
– Forsinkelser i den kollektive transport ikke bare et stort problem for den enkelte. Det er et samfundstab i milliardklassen, som man ikke kan sidde overhørig. Derfor burde det også være en win-win-situation for politikerne, hvis de kunne få sat effektivt ind over for forsinkelserne, siger Vagn Jelsøe.
Ud af de 2,4 milliarder kroner, som den manglende rettidighed har kostet samfundet i 12 måneder, kommer 1,4 milliarder kroner fra DSB’s fjern- og regionaltog, mens 700 millioner kroner kommer fra DSB’s S-tog.
Yderligere stammer 40 millioner kroner fra Arriva-tog – inklusive Vestbanen – og 37 millioner kroner fra Metroen.
Passagerpulsen, der hører under Forbrugerrådet Tænk og arbejder for at forbedre den kollektive trafik, vil den kommende tid indlede en dialog med politikere og trafikselskaber. Det sker for at diskutere konsekvenserne for passagererne af de mange forsinkelser.
/ritzau/