Arkivfoto
UDSHOLT: Mandag morgen ved seks-tiden blev en mand fundet liggende død i vandkanten ved Argusvej, hans identitet er mandag aften kl. 21.45 fortsat ukendt.
Der er foretaget undersøgelse af det fundne lig, og der er ifølge Nordsjællands Politi intet, der tyder på at den fundne mand har været udsat for en forbrydelse.
Undersøgelserne viser at liget har ligget i vandet i nogen tid, og der er endnu ikke sket nogen identifikation af det fundne lig. Politiet understreger dog at man arbejder på at få identificeret den fundne person.
– Jeg ville meget gerne oplyse identiteten på den fundne person, men vi har ganske enkelt ikke fået fastslået identiteten endnu, oplyste Vagtchefen for Nordsjællands Politi, Erik Skriver, mandag aften kl. 21.45 til Kriminalmagasinet Politirapporten.
Således er det fortsat mandag aften ukendt om den fundne person er den savnede 48-årige Cim – eller om han fortsat befinder sig et sted i området.
48-årig mand savnet i området
Onsdag d. 27. september forsvandt den 48-årige Cim fra sin mors sommerhus på Rylevænget i Udsholt-området, han havde fået en frygt for at enten en person eller politiet havde til hensigt at skyde ham og han flygtede derfor pludseligt fra huset.
Cim havde ifølge Netavisen Gribskov oplysninger aldrig tidligere haft problemer, ligesom politiet også kunne fastslå at der intet var om at ‘politiet var ude efter Cim’ – hvad der udløste denne vrangforestilling er fortsat ukendt.
Efterfølgende er Cim blevet efterlyst, først skete det fredag d. 30.september via SMS-kæden ‘Tryk Politi’ i lokalområdet, og her blev der fulgt op med en privat eftersøgning hvor 12 personer mødte op for at hjælpe til, styret af Missing people, om søndagen d. 01. oktober.
Herefter kom der en officiel efterlysning ud tirsdag d. 3. oktober fra Nordsjællands Politi.
Den savnede Cim er beskrevet således:
48 år gammel, han er 167 cm høj og beskrives som thailansk/grønlandsk af udseende, tæt af bygning, rund ansigtsform og gråsprængt kort hår. Han var iført sort T-shirt med skrift foran, mørkeblå jeans og muligvis sko.