En ung mand er ramt af skud i Københavns Nordvestkvarter


Arkivfoto


En yngre mand er natten til lørdag blevet såret af et eller flere skud, der blev affyret på Tomsgårdsvej i København.

Politiet modtog en anmeldelse klokken 00.11 om et skyderi ud for adressen Tomsgårdsvej 83 i Nordvestkvarteret.

Den forurettede er en 21-årig mand, oplyser efterforskningsleder Kenneth Jensen.

– Vi har endnu ikke kunnet afhøre ham. Han blev bragt på hospitalet, hvor han er blevet opereret. Vi håber at kunne tale med ham i løbet af formiddagen, siger efterforskningslederen tidligt lørdag morgen.

Politiet har ingen aktuelle meldinger om den forurettedes tilstand.

Ingen er anholdt i forbindelse med skyderiet. Men vidner har set to personer flygte fra stedet.

– De stak af i retning mod Frederiksborgvej og Tuborgvej. Den ene til fods og den anden på cykel, siger Kennett Jensen.

Politiet har på gerningsstedet fundet et afskudt projektil, men derudover vil efterforskningslederen ikke oplyse om eventuelt andre spor, som kan være dukket op.

Siden midten af juni har der i København været adskillige skudepisoder, som muligvis er udløst af uoverensstemmelser mellem bander.

Politiet har som reaktion på de mange skyderier blandt andet oprettet midlertidige visitationszoner i de dele af København, hvor der er blevet affyret våben.

En visitationszone betyder, at politiet stikprøvevis kan undersøge personers kroppe, deres tøj, genstande og køretøjer.

Dele af Nordvestkvarteret er fortsat visitationszone. Det samme gælder visse områder af Nørrebro.

/ritzau/