Arkivfoto
Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt en 24-årig mand fra Karlslunde, der menes at have været involveret i en skudepisode søndag aften i Solrød Center i Solrød Strand uden for København.
Skudepisoden er måske banderelateret, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Ved 22-tiden hørte nogle vidner fire skud og så en mand løbe ned mod stranden.
Et vidne fortalte politiet, at vedkommende havde set en mistænkelig person på Klitvej, og kort efter anholdt politiet den 24-årige, da han stod ude i Solrød Bæk.
Politiet fik anmeldelsen om skuddene kort før klokken 22.30 søndag aften, og politiets teknikere har arbejdet i indkøbscentret natten til mandag for at finde ud af, hvad det er, der er foregået på stedet.
– Ingen er tilsyneladende blevet ramt, sagde Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig i politikredsen, mandag morgen.
Et område omkring indkøbscentret var afspærret, mens teknikere undersøgte stedet for spor efter skyderi.
Det er imidlertid stadig sparsomt med oplysninger om skyderiet, for eksempel vides det ikke, hvad der er skudt imod.
Der er heller ikke oplysninger om, hvorvidt den 24-årige er blevet sigtet for noget, og om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Politiet er meget interesseret i at tale med vidner, der har set eller hørt noget, som kan bidrage til opklaringen af sagen. Vidner kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114.
/ritzau/