Efterlyst 65-årig mand fundet død i å


(Foto: Østjyllands Politi)


GRENÅ: Den efterlyste 65-årige Bo Sørensen er fundet død i Grenåen af Beredskabsstyrelsens dykkere, søndag eftermiddag.

65-årige Bo Sørensen blev efterlyst efter han torsdag, tidligt på aften, forlod sin bopæl på et plejehjem på Violskrænten i Grenaa.

Politiet iværksatte en stor eftersøgning i området med blandt andet politihunde og med assistance fra Beredskab og Sikkerhed Djursland, der har både i åen og en drone i luften.

Søndag fik politiet assistance af Beredskabsstyrelsen som assisterede med dykkere, og her blev Bo Sørensen endelig fundet.

De pårørende er underrettet om den tragiske udgang på sagen, og Østjyllands Politi understreger at der intet mistænkeligt er ved det tragiske dødsfald.