Arkivfoto
En 28-årig mand og en 29-årig kvinde er torsdag blevet anholdt i en aktion foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Københavns Politi.
I en pressemeddelelse oplyser Københavns Politi, at begge anholdelser er relaterede til terror. De to personer er sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet.
Ifølge pressemeddelelsen er der tale om indkøb og fragt af genstande, der kan anvendes i kamphandlinger, fra Danmark til Islamisk Stat i Syrien og Irak.
De to personer bliver sigtet efter straffelovens paragraf 114 – den såkaldte terrorparagraf.
Efterforskningen er sket i tæt samarbejde mellem Københavns Politi og PET, oplyser politiet.
– Aktionen er gennemført i et tæt samarbejde, og sagen er nu overdraget fra PET til Københavns Politi, hvor de anholdte befinder sig, siger chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov.
– Der vil blive afholdt grundlovsforhør i morgen, hvor anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.
Operativ chef i PET Flemming Drejer understreger, at der er tale om aktiviteter, der alene vurderes at have til formål at støtte Islamisk Stat i Syrien og Irak.
Begge de anholdte er af anden etnisk baggrund end dansk, oplyser politiet.
/ritzau/