Arkivfoto
Dykkere har fundet vraget af en særdeles velbevaret tysk ubåd fra Første Verdenskrig i Nordsøen.
Ubåden indeholder muligvis stadig ligene af sin besætning. Det oplyste belgiske myndigheder tirsdag aften.
Vraget ligger i en dybde af 30 meter ud for byen Oostende i den nordlige del af Belgien.
Dykker og ekspert i marinearkæologi Thomas Termote, der fandt vraget, siger, at vragets velbevarede ydre kan tyde på, at besætningen på 23 mand stadig kan være i ubåden.
Termote udforskede selv området, efter at et skib ved hjælp af sonar fandt tegn på, at et vrag kunne ligge under overfladen.
Det er den 11. tyske ubåd fra Første Verdenskrig, som foregik fra 1914-1918, der bliver fundet i belgisk farvand.
Ifølge Thomas Termote er ubåden den bedst bevarede til dato.
– Vi troede, at alle de store vrag var blevet opdaget. Så det her var en stor overraskelse, siger Termote.
Vragets præcise lokation bliver holdt hemmelig, for at forhindre at gravrøvere plyndrer ubåden.
Vraget er af typen UB-II. Det er 27 meter langt, og selv om en del af ubådens bagende er delvist løsrevet, er den stadig lukket.
Den type har typisk indeholdt 22 besætningsmedlemmer og en kaptajn, siger guvernør i provinsen Vestflandern Carl Decaluwé til avisen De Standaard.
– Alle luger er stadig lukket. Det tyder på, at vraget ikke har været opdaget før, og at de 23 besætningsmedlemmer stadig er derinde, siger han.
Under Første Verdenskrig brugte den tyske flåde den belgiske havn i Zeebrugge som en base for ubåde. De blev brugt til at angribe skibe i Nordsøen.
En ny dykkermission til vraget er planlagt i nærmeste fremtid. Der vil man forsøge at rengøre ubådens ydre og finde vragets identifikationsnummer.
Tyske myndigheder kan derefter slå den op i sine arkiver og underrette de omkomnes efterkommere.
Termote siger, at vraget vil være “næsten umuligt” at få op til overfladen. Derfor forventer han, at det vil “blive betragtet som en undervandsgrav for sejlere”.
Tyskland mistede omkring 1200 mænd i 70 ubåde ud for Belgiens kyst under Første Verdenskrig.
/ritzau/AFP