Brandfolk kæmpede for røgforgiftet hund


Foto: En brandmand sidder her sammen med hundens ulykkelige ejer – mandag forlød det at hundens chancer var rimelige.


ANNISSE: Mandag kort før middag udbrød der brand i et hus på Skærødvej, branden kostede en kat livet, mens brandfolkene fik reddet familiens hund ud og – i første omgang – reddet hundens liv.

Alarmen om ildløs i et stråtækt hus på Skærødvej indløb omkring kl. 11.30, og brandmandskabet satte kort efter kursen mod adressen med sprøjte fra Helsinge og en tankvogn med ekstra mandskab fra Gilleleje.

Fremme på stedet var huset kraftigt røgfyldt, og et røgdykkerhold rykkede straks ind i huset hvor der var opstået ildløs i køkkenet omkring kumfuret. Ilden var hurtigt slået ned, og en gennemsøgning af huset iværksat.

Husdyr reddet ud af røgdykkere
Brandfolkene ledte efter to husdyr, en stor hund samt en kat, som de havde fået besked på der befandt sig i huset – begge blev hurtigt fundet og reddet udenfor i fri luft. Ulykkeligvis stod det klart med det samme at huskatten var hindsides al hjælp, idet den var omkommet af røgforgiftning.

Katten blev lagt nænsomt på familiens græsplæne, og dækket til med en mindre pressening.

Prisværdig indsats for familiens hund
Til gengæld var der endnu livstegn fra familiens store hund, som brandfolkene straks satte en stor indsats ind for at hjælpe med alle midler. Hunden blev renset for sod så godt det lod sig gøre, og samtidig tilført ilt fra Nødbehandlernes iltflasker som hunden hurtigt reagerede på.

Mens brandfolkene arbejdede videre med efterslukning, lå en brandmand konstant hos hunden, og gjorde en stor konstant indsats for at hjælpe hunden – med de midler der nu engang var ved hånden.

Kilder på brandstedet fortæller at hunden hurtigt viste tegn på at den var vågen og med på hvad der foregik, der var dog ingen tvivl om at hunden var alvorligt medtaget. Heldigvis var den store vovse klog nok til at forholde sig rolig, og lade brandfolkene hjælpe så godt de kunne.

En tilkaldt dyrlæge tilså herefter hunden, og det blev besluttet at give hunden en chance for at komme i trykkammer inde på landbo Højskolen – præcist samme metode som benyttes overfor mennesker som er ramt af røgforgiftning.

Hvordan hundens tilstand er pt er ikke kendt.

Alt ødelagt
Huset er beboet af en lille familie, og heldigvis kom ingen mennesker noget til ved mandagens brand. Familien skal dog genhuses, da huset ikke er beboeligt i en rum tid efter den triste brand og indbo er ramt af store ødelæggelser.

Branden nåede heldigvis ikke at få fat i selve stråtaget på ejendommen, som udover det ramte hus også rummer flere andre lejemål på adressen.

Branden er ifølge Kriminalmagasinet Politirapporten’s oplysninger opstået i køkkenet, men den direkte brandårsag skal formentlig undersøges af politiets teknikere.