Indbrudstyv røg i swimmingpool og blev bidt af politihund


Arkivfoto


HOLTE: En indbrudstyv var mere end almindeligt uheldig ved et indbrud i en villa, natten til lørdag. Først røg han på røven i en overdækket swimmingpool og bagefter satte en politihund tænderne i ham.

Natten til lørdag blev en 21-årig indbrudstyv opdaget i en villa af beboerne, tyven fik straks benene på nakken da beboerne råbte op og stak afsted ud i haven.

Ifølge Nordsjællands Politi gav tyven den gas ud gennem haven, men han overså een ting undervejs – en overdækket swimmingpool. Tyven trådte gennem overdækningspresseningen og røg ned i poolen, han kom dog hurtigt op igen og løb videre.

Beboerne i villaen på Ved Furesøen slog alarm til politiet kl. 00.42 om den hurtigtløbende og våde indbrudstyv, en hundevogn var fremme kort efter og politihunden kunne nemt sætte næsen i sporet fra den flygtede indbrudstyv.

Kort efter havde politihunden fundet frem til indbrudstyven, identisk med en 21-årig udenlandsk mand, som af uransagelige årsager besluttede sig for at gøre modstand, da politihunden fandt ham.

Det medførte en smertefuld oplevelse for den 21-årige indbrudstyv som bagefter måtte en tur forbi skadestuen for at blive lappet sammen.

Den 23-årige blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, og her besluttede dommeren – trods den 23-åriges forklaring om, at han var på vej til toget og var våd fordi han havde løbet hele vejen – at varetægtsfængsle den 23-årige frem til den 27. september. Den 23-årige fik i øvrigt beslaglagt 600 Euro til dækning af sagens omkostninger.