Fører af vandscooter tiltales for to kvinders død


Arkivfoto


En 24-årig mand tiltales for uagtsomt at have dræbt to kvinder med vandscooter i Københavns Havn.

Han anklages også for sammen med syv bekendte at have udsat andre for livsfare ved at ræse hensynsløst rundt i havnen.

Det er kommet frem i et retsmøde i Østre Landsret torsdag. Her har dommerne bestemt, at den 24-årige fortsat skal være varetægtsfængslet.

Begrundelsen er, at han måske vil begå ny personfarlig kriminalitet, hvis han løslades.

Manden havde tårer trillende ned ad kinderne og svarede med grødet stemme, da han blev udspurgt af sin forsvarer.

– Hans reaktion er meget præget af anger, sagde advokat Jane Ranum. I fængslet behandles han med medicin og samtaleterapi.

Den 24-årige nægter sig skyldig i anklagen om, at han har begået uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

/ritzau/