Københavns Politi har lånt dette overvågningsfly af hjemmeværnet
Mange mennesker i København klager over støjen fra fly og helikoptere, som politiet har sat til at overflyve hovedstaden i forbindelse med bandekonflikter.
“Vi beklager støjgenerne”, står der i en pressemeddelelse fra politiet fredag.
– Vi er opmærksomme på, at det er forbundet med gener for mange mennesker, når vi flyver over en storby som København, særligt i aften- og nattetimerne, skriver Københavns Politi.
Hvor længe den natlige støj vil fortsætte, kan politiet dog ikke sige noget om. Man forsikrer, at “der kun foretages flyvninger, så længe dette vurderes nødvendigt”.
Flyvningerne har stået på i adskillige døgn efter sommerens bølge af skyderier og andre voldelige episoder i bandemiljøerne.
Indsatsen fra luften er et vigtigt værktøj for at “genetablere normalbilledet”, forklarer ordensmagten.
Mistænkte kan følges fra oven, og enheder på jorden kan dirigeres til hurtigt at reagere på tip fra borgere.
/ritzau/