Arkivfoto
I forbindelse med sommerens bølge af overfald og skyderier i København har politi foretaget endnu en anholdelse.
En 24-årig mand blev anholdt onsdag klokken 10.58. Torsdag krævede en anklager ham varetægtsfængslet. Men en dommer i Retten på Frederiksberg imødekom ikke ønsket og valgte at løslade manden.
Sagen handler denne gang om et knivstikkeri, som foregik 12. august i Nordvestkvarteret.
Den 24-årige er sigtet for vold af særlig farlig karakter, oplyste vicepolitiinspektør i Københavns Politi Torben Svarrer torsdag formiddag.
– Vi mener, at han har tilknytning til bandemiljøet, sagde Torben Svarrer.
Umiddelbart ønsker han ikke at frigive flere oplysninger om sagen.
Offeret er en 22-årig mand. Han mødte op på Bispebjerg Hospital og fortalte, at han var blevet stukket ned, har politiet tidligere fortalt.
/ritzau/