Arkivfoto
HØJBJERG: En politihund kom ved et hændeligt uheld tirsdag eftermiddag til at bide en 11-årig pige i benet, da den var på udkig efter en indbrudstyv.
Østjyllands Politi blev tirsdag eftermiddag kl. 15.43 kaldt til et muligt igangværende indbrud på Rundhøj Allé i Højbjerg, og en hundepatrulje blev sendt til stedet for at finde indbrudstyven.
I forbindelse med søgningen gik hundefører og hund forbi en gruppe piger, der blev forskrækkede og begyndte at løbe væk fra stedet. Det misforstod hunden, der løb efter og nåede at bide en pige i benet, inden hundeføreren fik den kaldt til sig.
Hundeføreren tog sig herefter af pigen og fulgte hende hjem, hvor han fortalte forældrene om episoden og vejledte dem om at tage på skadestuen.
– Den 11-årige pige kom ikke alvorligt til skade, men fik et bid i benet og den ene balle og var derudover selvfølgelig forskrækket over episoden, oplyser Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.