Dommere er uenige i voldssag mod betjente


En politimand er onsdag af Østre Landsret i Nykøbing Falster fundet skyldig i vold mod en 16-årig dreng. Han straffes med betinget fængsel i 20 dage. En kollega, der også var tiltalt, er frifundet, skriver TV Øst.

Begge havde anket en dom fra byretten, som i februar idømte begge mænd hver 40 dages ubetinget fængsel.

Straffesagen drejer sig om betjentenes anholdelse af drengen i Maribo i juni sidste år. Han blev opdaget, da han kørte rundt i sin mors bil, men han stoppede ikke umiddelbart, og biljagten endte, da han kørte ind i en lygtepæl.

Det var ikke drengen selv, der oprindeligt anmeldte volden, men derimod udenforstående vidner, der reagerede, fordi de mente, at betjentene gik over stregen.

I Østre Landsret var domsmandsretten delt i to lige store blokke, da det gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt de to betjente havde sparket og slået drengen, oplyser TV Øst.

Tre mente, at der var tilstrækkeligt med beviser, mens tre stemte for frifindelse. Når stemmerne står lige, kommer dommen til at lyde på det, der er gunstigst for den tiltalte.

Den dømte er fundet skyldig i ét slag med knyttet næve, oplyser TV Øst.

/ritzau/