En brand søndag aften i en bygning i Postgade i Høje Taastrup udvikler kraftig røg. Røgen driver i sydøstlig retning.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Borgere i området omkring Postgade, Vandmestervej og i Ishøj Landsby advares mod røgen. De opfordres til at gå inden døre og lukke døre og vinduer, oplyser vagtchef Lars Jørgensen, Københavns Vestegns Politi.
Politiet fik anmeldelsen om branden omkring klokken 19.45 søndag aften.
– Det er TDC’s tidligere testcenter i Taastrup, der brænder, siger Lars Jørgensen.
Der er ifølge politiet ikke risiko for, at ilden breder sig til nærliggende bygninger, men politiet advarer imod den kraftige røgfane, der står op fra bygningen.
– Røgen er som udgangspunkt ikke giftig, men al røg er farlig, og derfor opfordrer vi borgerne i området til at gå inden døre og lukke døre og vinduer, siger han.
I en beredskabsmeddelelse opfordrer politiet borgerne til at søge informationer via DR og TV2, på tekst-tv eller på politi.dk.
/ritzau/
















