18-årig slap ud af brændende bil i nat


Arkivfoto


SLANGERUP: En 18-årig mand slap med livet i behold og mindre knubs efter et solouheld, natten til lørdag, hvor hans bil brød i brand efter kollision med nogle træer.

Uheldet skete kort før kl. 00.38, i krydset Slangerup Overdrev – Lystrupvej og der blev hurtigt slået alarm til 1-1-2 om ulykken og den efterfølgende bilbrand.

Den 18-årige mand skulle dog have været ude af bilen, inden den begyndte at brænde.

– Det er ekstremt sjældent, at vi ser biler bryde i brand på den måde. Han har ramt en masse træer og buske, og det har formentligt beskadiget benzinslangen, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Jesper Hansen, til Frederiksborg Amts Avis.

Brandvæsnet kom hurtigt frem til stedet, og fik slukket ilden i bilen som er totalskadet, både som følge af det uheldige møde med træerne men også som følge af branden. Den 18-årige mand blev tilset af en ambulance, og kørt en tur på hospitalet til behandling. Han skal dog ikke have pådraget sig nogen alvorligere skader, udover knubs og skrammer.