Bandeleder for Loyal to Familia skal blive bag tremmer


Arkivfoto


Den formodede topfigur i LTF skal forblive varetægtsfængslet til foreløbig 12. september.

Det har en dommer tirsdag besluttet ved Københavns Byret.

31-årige mand er tiltalt for trusler mod en betjent.

Truslerne skal være fremsat, i forbindelse med at politiet visiterede en række medlemmer af banden Loyal to Familia – der ofte blot omtales LTF. Det skete ifølge tiltalen i juli.

Den 31-årige nægter sig skyldig.

Det sker ikke tit, at man sidder varetægtsfængslet for trusler mod politiet – især ikke når det sker i det offentlige rum.

Det gjorde LTF-lederens forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, da også dommeren opmærksom på.

Han mener, at både anklagemyndigheden og retten har ladet sig påvirke af de mange skriverier og politikernes store fokus på Loyal to Familia hen over sommeren.

– Jeg har aldrig hørt om, at man sidder varetægtsfængslet for noget tilsvarende. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

– Vi behandler vel folk nogenlunde lige i vores retssamfund, lød det fra Juul Eriksen, inden dommeren afsagde sin kendelse.

Men dommer Lene Sadolin-Holst mente derimod, at der er en begrundet mistanke mod 31-årige mand. Her nævnte hun blandt andet hans kriminelle bagkatalog.

– Den her trussel, som er fremsat, og du er tiltalt for, gav udtryk for et ønske om at begå ny personfarlig kriminalitet, så jeg mener, at der er grund til at frygte, at du vil lave lignende kriminalitet igen, hvis du er på fri fod, lød det.

Den 31-årige og hans forsvarer, Michael Juul Eriksen var ikke fysisk selv til stede til retsmødet. I stedet foregik det ved hjælp af en videoforbindelse fra arresten.

Alligevel var politiopbuddet stort, og betjente med maskinpistoler tjekkede blandt andet de fremmødte journalisters pressekort.

Den fortsatte fængslingen er ikke kæret til Østre Landsret.

LTF spiller ifølge politiet en central rolle i forbindelse med den seneste tids mange skudepisoder i hovedstaden.

Sagen mod den 31-årige mand ventes berammet i september. Anklagemyndigheden kræver ham udvist fra Danmark.

/ritzau/