Arkivfoto
RANDERS: En 22-årig mand kørte i går kl. 18.11 på Mariagervej i Randers, hvor han blev set af en patrulje, der kendte ham og vidste, at han var frakendt retten til at køre bil.
Patruljen kørte derfor efter ham med udrykning, hvilket fik manden til at smide bilen fra sig, hvorefter han forsøgte at løbe fra stedet. En betjent løb efter ham og råbte ham an, hvilket fik manden til at stoppe.
Patruljen vurderede, at manden var påvirket af narkotika, hvilket han selv bekræftede, ligesom han også bekræftede, at han var frakendt førerretten. Han blev derfor både sigtet for narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden.
Patruljen ransagede herefter den bil, manden kørte i, og her blev der fundet en del effekter, som kan stamme fra indbrud – blandt andet ure, smykker og sølvtøj. Desuden blev der fundet muligt indbrudsværktøj i form af blandt andet lommelygter, pandelampe, koben, handsker og huer.
Der blev også fundet en ulovlig kniv, hvorfor den 22-årige også blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
I forbindelse med visitation af manden blev han desuden fundet i besiddelse af en guldring og et armbåndsur samt en halv joint, der medførte en sigtelse for lov om euforiserende stoffer.
Den 22-årige blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i 14 dage.