Arkivfoto
Københavns Politi har forlænget varigheden af visitationszonen på Nørrebro, i Nordvest og Brønshøj frem til 31. august.
Baggrunden for at forlænge visitationszonen er den igangværende bandekonflikt, som ifølge politiet udspiller sig mellem banden Loyal To Familia på den ene siden og personer fra boligområderne Mjølnerparken og Nordvestkvarteret på den anden.
Onsdag proklamerede chefpolitiinspektør Jørgen Skov, at zonen ville blive forlænget, og det er nu formelt sket.
Det skete i forbindelse med, at politiet etablerede endnu en visitationszone. Denne gang på Amager, efter at en mand blev skudt ned på åben gade i Holmbladsgade.
Den episode har ifølge politiet dog næppe noget med konflikten mellem Loyal To Familia og Mjølnerparken-/Nordvest-grupperne at gøre.
I stedet bunder den i en lokal konflikt, som ifølge politiet også førte til skudepisoder på Amager i foråret.
Ifølge retsplejeloven må politiet kun kropsvisitere folk, hvis der er “rimelig grund” til at mistænke dem for en lovovertrædelse.
Den bestemmelse beskytter borgerne mod uden grund at blive kropsvisiteret af politiet. Men en anden lov – politiloven – rummer mulighed for at sætte retsplejeloven ud af kraft på dette punkt.
I en politikreds kan den øverste chef, politidirektøren, beslutte at oprette en såkaldt visitationszone. Beslutningen skal begrundes, og den kan kun gælde i et bestemt område i en bestemt periode.
Til gengæld har politiet så ret til at kropsvisitere alle, der færdes i zonen. Også biler må ransages uden nogen nærmere begrundelse.
/ritzau/