LTF-leder anholdt for trusler mod politimand


Arkivfoto


LTF-bandeleder Shuaib Khan er anholdt og sigtet for trusler mod en politimand. Lørdag bliver han fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Anklager Louise Nielsen læser i retten sigtelsen op. Den går på, at Khan om aftenen den 31. juli på Blågårds Plads på Nørrebro, skulle have truet en politimand.

Truslerne skulle være fremsat i forbindelse med, at politiet visiterede en række medlemmer af banden Loyal to Familia – der ofte blot omtales LTF.

Khan indrømmer i retsmødet, at han er medlem af LTF. Han ønsker dog ikke at svare på spørgsmålet om, hvorvidt han har en ledende rolle i banden.

Han nægter sig skyldig.

– Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke har anholdt mig med det samme, hvis han mener, at jeg har truet ham, siger Shuaib Khan i retten.

/ritzau/