For Søren Pape handler forsøg på at opløse bande om moral


Arkivfoto


Selv om det er usikkert, om det kan lade sig gøre, går justitsminister Søren Pape Poulsen (K) efter at få opløst banden Loyal to Familia, der primært opererer i København.

Det sker efter en række skudepisoder hen over sommeren på Nørrebro, i Nordvest og i Tingbjerg. Et forbud er et nødvendigt tiltag, mener ministeren.

– Det er det, fordi vi kæmper for nogle retsprincipper i Danmark. Der bliver lavet den ene kriminelle handling efter den anden fra medlemmer af den her organisation. Så kan vi opløse og forbyde den, så er jeg klar til at gå den vej, siger han.

Justitsministeren har derfor bedt Rigsadvokaten om inden for den næste måned at undersøge, hvorvidt banden kan opløses ved dom. Det skriver DR Nyheder.

Flere justitsministre har tidligere forgæves forsøgt at udstede forbud mod andre bander.

Men det afholder ikke Pape fra at prøve igen.

– Fordi der er noget moral og nogle principper på spil. Vi skulle gerne have en grundlov, der også forsvarer helt almindelige mennesker, siger han.

– Og man kan jo opløse en forening, hvis den virker ved vold og kriminalitet. Det skal simpelthen prøves her, hvis der overhovedet er mulighed for det.

Hvad der så adskiller den nuværende situation fra de tidligere forsøg, kan han ikke sige.

– Det må vi vurdere nu. Men hvor sikre skal vi være? Jeg har det sådan, at hvis vi tror, der er en chance, skulle man da positivt overveje det. Så har jeg det også sådan, at ting udvikler sig.

– Jeg ved ikke, hvad Rigsadvokaten når frem til. Men forsøget skal i hvert fald gøres.

– Det er ikke noget, man kan løse med et fingerknips. Hvis nogle politikere påstår det, så taler de usandt, siger Søren Pape Poulsen.

Der har været 18 skudepisoder på knap to måneder i København.

Senest tirsdag aften fik Københavns Politi flere anmeldelser om et muligt skyderi på Nørrebro.

Ifølge anmeldelserne skulle der være affyret flere skud i området mellem Lundtoftegade, Nordre Fasanvej og Bispeengbuen.

/ritzau/