Arkivfoto
Et forbud mod banden Loyal to Familia (LTF) er et vigtigt signal til banden, som muligvis vil få nogen til at vende den ryggen. Men forbuddet vil være svært at håndhæve.
Det mener to eksperter i strafferet ved Københavns Universitet, professor Jørn Vestergaard og lektor Trine Baumbach.
– Ingen tror jo, at forbud og straf løser problemerne endegyldigt, skriver Jørn Vestergaard i en mail til Ritzau.
– Men i betragtning af den aktive rekrutteringsindsats, som de forskellige grupperinger i øjeblikket udøver, kan der godt være et vigtigt signal i en tilkendegivelse af, at det koster at lade sig hverve, lyder det.
Tirsdag aften har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) oplyst, at han vil forsøge at forbyde banden Loyal to Familia (LTF). Han vil ifølge DR Nyheder bede Rigsadvokaten undersøge, hvorvidt banden kan opløses ved dom.
Flere gange tidligere har skiftende justitsministre forsøgt at få lignende forbud vedtaget, men uden held.
Det skyldes hovedsageligt, at det er svært at bevise, at banderne har til formål at være voldelige eller udføre kriminalitet.
Juraprofessoren har dog svært ved at se, at der vil være bevisproblemer i en sag mod LTF, “når man ser, hvad der foregår”.
Men hvis det lykkes at få banden dømt ulovlig, så kan det dog diskuteres, hvor stor en værdi det vil have, mener Trine Baumbach.
– Hvis banden bliver opløst ved dom, så står man med den situation på hånden, at de samme mennesker kan gå ud dagen efter og danne en ny forening – og så starter det hele forfra, siger hun.
Hun mener dog heller ikke, at det kan udelukkes, at et forbud mod banden Loyal to Familia vil få nogle af medlemmerne til at tænke “hvad er det egentlig, jeg har gang i”.
– Det er jo et signal om, at ud over at retsforfølge for de forbrydelser, der er begået, så kigger vi overordnet på hele banden, siger hun.
Ifølge Trine Baumbach er det vanskeligt at håndhæve et forbud mod en bande og andre foreninger.
Hvis politiet ser en person med en trøje på, hvor der står “LTF”, kan det blive svært at bevise, at banden er gendannet, og at personen faktisk er medlem, vurderer hun.
/ritzau/