Politiets magiske hænder: Fuld mand blev frisk ved håndspålæggelse


Arkivfoto


AALBORG: En ansat på en kaffebar i Aalborg fik noget af et chok tidligt fredag morgen, idet der lå en mand og fyldte i forretningens indgang.

Det viste sig dog blot at være en fuld mand der sov – men det gjorde han til gengæld til en guldmedalje. Han var træt og ville absolut ikke flytte sig fra stedet.

Den 23-årige ansatte på stedet valgte derfor at ringe til politiet, og bede om hjælp til at håndtere den berusede mand.

Politibetjentene tog en hurtig snak med manden, og med et rask tag i armen blev han pludselig både frisk, vågen og absolut med på at smutte hjem for at tage resten af sin lur.