To personer er blevet lettere forbrændt, efter at der tirsdag formiddag udbrød brand i et fly ved en flyveplads ved Grenaa.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Flyet begyndte at brænde, inden det skulle til at lette fra flyvepladsen på Langagervej i Hammelev.
– En indsatsleder ved brandvæsnet var tilfældigvis på stedet og fik hjulpet de to personer ud af flyet. De var begge lettere tilskadekomne, lyder det i en pressemeddelelse.
Anmeldelsen tikkede ind klokken 10.24.
Politi og brandvæsenet er kort før middag til stede ved flyet.
Havarikommissionen skal nu undersøge, hvordan branden opstod.
Det er ifølge kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi uvist, hvor på kroppen de personer er blevet forbrændt.
– De bliver formentligt kørt til sygehuset, hvor de skal tjekkes og eventuelt behandles. Det er heldigvis ikke alvorligt, siger han.
/ritzau/