Arkivfoto
RANDERS: Politiet modtog et tip om, at der lørdag aften skulle køres ulovlig gaderæs i det sydlige Randers. Færdselsafdelingen, der gennem de seneste 3 år har haft fokus på emnet, kunne kl. 22.30 konstatere at ca. 40 biler var forsamlet på Engelsholmvej i Randers, og at der blev kørt ulovlig gaderæs.
Fra skjul lykkedes det for betjentene at foretage hastighedsmåling af en ældre VW Golf, der blev ført af en 23-årig mand fra Randers.
Målingen viste, at den unge mand havde kørt mindst 103 km/t, hvor man må køre 50 km/t, og da hastighedsforseelsen var i forbindelse med ulovlig gaderæs, må den unge mand nu se frem til en hård strafdom på op til 30 dages fængsel, 40 timers samfundstjeneste og en tillægsbøde på ikke under 7000 kroner.
Der straffes den 23-årige mand med en ubetinget frakendelse af kørekortet i mindst 6 måneder – og som rosinen i pølseenden blev den unge mands bil også beslaglagt.
Politiet kunne herefter konstatere, at der ikke længere blev kørt ulovlig gaderæs på strækningen.