Sigtelse: Kvinde satte ild til villa i Nordjylland


    Arkivfoto

    En 35-årig kvinde vil søndag klokken 11 blive fremstillet i et grundlovsforhør, hvor hun er sigtet for brandstiftelse.

    Det sker, efter at der lørdag morgen gik ild i en villa i Tårs i Nordjylland.

    Det oplyser Bruno Brix, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

    Ingen personer kom alvorligt til skade, men en kvinde, der bor i huset, blev indlagt til observation for røgforgiftning.

    – I går (lørdag, red.) klokken 5.49 får vi en anmeldelse om, at der er brand i en villa. En kvinde vågner ved, at der er røg, siger Bruno Brix.

    I villaen bor også to børn, men de var ikke i huset lørdag morgen.

    Vagtchefen ønsker ikke at oplyse om de nærmere omstændigheder, da politiets anklager vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret.

    Grundlovsforhøret finder sted ved Retten i Hjørring.

    /ritzau/