Arkivfoto
Frankrig har bedt om at få udleveret en såkaldt krigsminister i Bandidos i en sag om grov vold.
Herhjemme er han for tiden varetægtsfængslet, indtil landsretten får afgjort, om han deltog i likvideringen af tre unge mænd i en lejlighed på Frederiksberg. I byretten blev han af et nævningeting kendt skyldig i forbrydelsen og idømt fængsel på livstid.
Men den 34-årige krigsminister vil ikke frivilligt lade sig udlevere til Frankrig og tage et ophold bag franske tremmer, og derfor skal spørgsmålet nu afgøres af retten.
– Frankrig har udstedt en europæisk arrestordre på ham, siger anklager Søren Harbo i Københavns Politi.
Det er nærmere bestemt myndighederne i Marseilles, der ønsker at afvikle en straffesag mod danskeren.
Rigsadvokaten har sagt ja, men vil dog ikke gå med til, at rejsen sker straks.
– Vi ser det ikke som en realistisk mulighed, at han udleveres, inden ankesagen i landsretten er gennemført, siger Søren Harbo.
Den 34-årige er en veteran indenfor rockermiljøet, som han gik ind i som 19-årig.
Han var avanceret til såkaldt krigsminister i Bandidos i Vanløse, da tre unge mænd en nat i november 2015 blev dræbt på Frederiksberg. Mike Vinther, Philip Rasmussen og Suhaib Jaffar blev skudt, da de lå og sov. Gerningsmændene sneg sig ind i lejligheden via et stillads ved bygningen.
Fra begyndelsen har han nægtet sig skyldig, men byretten lagde blandt andet vægt på, at der på stilladset blev fundet et aftryk af et par Fred Perry-sko.
Det kunne være afsat af netop de sko, politifolk fandt hjemme i entréen i rækkehuset i Brønshøj, hvor Ramm Hansen boede med sin kæreste og to små børn.
Han indrømmede i retten, at han blot seks-syv timer inden drabene havde anskaffet sig en revolver med ammunition. Hvad han gjorde af den, ville han ikke fortælle.
Mens krigsministeren var på fri fod, fik han kontanthjælp, ligesom han ved siden af begik hæleri og tyveri af designermøbler.
Han har båret mærket Coup de Grace, som betyder nådestød. Ifølge politiet gives det som et hæderstegn til en person, der har slået ihjel for Bandidos.
Under retssagen kom det frem, at drabene var hævn for blandt andet et overfald på en anden krigsminister i Bandidos.
/ritzau/