Politi: Satudarah og Mongols i konflikt


Arkivfoto.


For tiden kæmper personer med relation til rivaliserende grupperinger fra Mongols og Satudarah i Nykøbing Falster og Sakskøbing i en konflikt, der har medført flere voldelige handlinger i området, det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet ser med stor alvor på konflikten og bruger betydelige ressourcer på at sikre, at konflikten bliver dæmpet så hurtigt som muligt.

– Der er tale om en bandekonflikt, hvor det gensidige fokus alene er rettet mod de to grupperingers personkreds. Alene tilstedeværelsen af de her elementer fra banderne er dog med til at skabe utryghed for borgerne, så derfor slår vi hårdt ned og arbejder målrettet mod at få bragt konflikten til ophør, siger politiinspektør Kim Kliver.

Politiet arbejder på samme tid på flere fronter for at bekæmpe konflikten og standse kriminaliteten forbundet med diverse grupperinger.

– Vi skal både havde standset de utryghedsskabende elementer med konflikter i det åbne rum, og så skal vi have fat i de bagvedliggende årsager og personer, så vi kan få bekæmpet bandegrupperingerne helt overordnet, understreger Kim Kliver.