Politiet opretter visitationszone efter bandeskyderier


Her politi på Frederiksborgvej efter skyderiet natten til fredag. Læserfoto.


Området omkring Københavns nordvestlige kvarter har i den seneste tid været præget af uroligheder, og det får Københavns Politi til at dykke ned i kassen med værktøjer.

Politiet har fredag valgt at oprette en visitationszone, blandt andet efter en episode natten til fredag.

Her affyrede ukendte personer skud fra en scooter på Frederiksborgvej omkring nummer 83-86 i det nordvestlige København.

LÆS OGSÅ: FAKTA: Det giver en visitationszone politiet ret til
– Vi vil simpelthen ikke acceptere, at de render rundt i byen og skaber utryghed, siger ledende politiinspektør Allan Nyrring.

Zonen på Nørrebro, Nordvest og Husum dækker området omkring Grønnemose Allé og så mod uret til Slotherrensvej, Sallingvej, Hillerødgade, Nordre Fasanvej, Lygten, Tagensvej, Rovsinggade, Lersø Park Allé, Tuborgvej, Emdrupvej og Grønnemose Allé.

Om 14 dage skal politiet tage stilling til, om man vil forlænge visitationszonen.

I de 14 dage kan politiet kropsvisitere personer uden at have en mistanke om, at de har gjort noget forkert.

– Skyderiet natten til fredag var dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger Allan Nyrring.

Tirsdag i denne uge blev der affyret skud med et eller flere automatvåben ved Tagensbo Skole på Magistervej.

Efter skuddene ved Tagensbo Skole tirsdag morgen affyrede en mand på knallert tirsdag eftermiddag mindst 12 skud mod nogle personer ved en ungdomsklub på Gadelandet i Husum.

Politiet peger på, at skyderierne sker som led i en konflikt mellem Nordvest Copenhagen og en anden bande fra Husum.

De har tidligere kæmpet om hashmarkedet i området, men politiet er i gang med at efterforske, hvad denne konflikt handler om.

– Som altid i bandemiljøet er billedet meget mudret, så vores efterforskningen er ved at klarlægge, hvad det drejer sig om, siger Allan Nyrring.


Her politi på Frederiksborgvej efter skyderiet natten til fredag. Læserfoto.

Her politi på Frederiksborgvej efter skyderiet natten til fredag. Læserfoto.

/ritzau/