Arkivfoto.
NORDSJÆLLAND: En biltyv var ikke interesseret i at stoppe, natten til tirsdag, og det udløste en hidsig længerevarende biljagt.
Natten til tirsdag kl. 01.45 opdagede en politipatrulje i p-huset ved Hørsholm Midtpunkt en personbil, der var efterlyst for brugstyveri.
Da føreren ikke ville standse, kørte han i høj fart fra stedet og patruljevognen satte straks efter med fuld udrykning. Herefter gik eftersættelsen ad Usserød Kongevej – Helsingørmotorvejen – Humlebæk – Nivå og frem til Taarbæk, hvor bilen blev bragt til standsning på Strandvejen.
En person undløb fra stedet, medens en 26-årig mand blev løbet op og anholdt. Den anholdte er en 26-årig mand fra Vejle, der blev taget med på stationen.
Under kørselen blev der kastet effekter ud af vinduet på bilen, hvorfor der efterfølgende blev søgt med hundepatruljer på forskellige steder på ruten.