Arkivfoto
En person er fundet død i Sverige i forbindelse med eftersøgningen af en 19-årig savnet kvinde.
Politiet har ikke oplyst, om det er den savnede kvinde, men fundet knyttes sammen med eftersøgningen, der er koncentreret omkring en gård og en nærliggende sø i et skovområde i Hudiksvall-kommune. Kommunen ligger i den mellemste del af Sverige.
Den savnede kvindes pårørende er underrettet om fundet af et lig, oplyser politiet natten til tirsdag.
Aktionen gik i gang cirka klokken 23 mandag, skriver Aftonbladet. Ifølge avisen har kvinden en bekendt, der bor på gården.
Natten til mandag blev tre yngre mænd bragt ind til afhøring. Senere blev de anholdt og sigtet for at have bortført den 19-årige kvinde, der har været forsvundet i to døgn.
– Vi fortsætter med at arbejde natten igennem. Naturligvis med færre politifolk, men sagen har høj prioritet, sagde Christer Nordström, der er politiets pressetalsmand i sagen, tidligere mandag aften.
Den unge kvinde blev sidst set natten mellem lørdag og søndag. Hun blev meldt savnet af sine forældre. Siden har en stor politiindsats været i gang.
Mandag blev omkring 50 politifolk, hundepatruljer og en helikopter sat ind i eftersøgningen.
Politiet vil ikke oplyse, hvilken forbindelse de tre anholdte mænd har til den forsvundne kvinde, eller hvorfor det tror, at en forbrydelse kan ligge bag hendes forsvinden.
/ritzau/TT