To drenge rammer køreledning og bliver svært forbrændte


Arkivfoto


To drenge er torsdag aften kommet svært til skade, efter at de har ramt en køreledning ved Vigerslev Godsvej i Valby i København.

Tilsyneladende var de sammen med en tredje dreng, da de kravlede op på taget af et godstog.

– Her har de på en eller anden måde ramt en køreledning og er blevet svært forbrændte, siger vagtchef Henrik Moll fra Københavns Politi.

Københavns Politi oplyser natten til fredag, at de tre drenge er under 18 år. De to drenge, der er kommet til skade, er svært forbrændte, men de overlever.

Politiet har torsdag aften talt med den tredje dreng, der tilsyneladende var med, da ulykken skete.

Det sker jævnligt, at især yngre personer kommer til skade, når de kravler op på taget af tog og kommer til at røre ved køreledninger.

Så sent som i november blev en 25-årig kvinde alvorligt forbrændt, da hun kravlede op på et tog samme sted, som torsdagens ulykke skete.

/ritzau/