Politihund reddede narkobilist op af havedam


Arkivfoto


NIMTOFTE: En heldig 40-årig mand blev natten til mandag kl. 1.00 reddet af en vaks sporhund, da han forsøgte at gemme sig for politiet i en havedam på Ryomgårdsvej i Nimtofte.

Lidt tidligere havde en patrulje opdaget den 40-årige, der kørte lidt mærkeligt rundt i sin bil. Da betjentene ville standse ham, forsøgte han at stikke af. Men i flugtforsøget mistede han herredømmet over bilen, kørte gennem en hæk og endte i haven ved et privat hjem.

De eftersættende betjente mistede ham af syne, da han sprang ud af bilen og stak af. De tilkaldte en hundepatrulje for at eftersøge manden.

Da politihunden dukkede op, fik den straks færten af manden og sprang til betjentenes forbløffelse pludseligt i husets havedam. Her lå den 40-årige mand besvimet med hovedet under vand. Betjentene fik ham op af vandet, og konstaterede hurtigt, at han var i live, da han efter et par dybe luftindtag udbrød: “Jeg forsøgte altså ikke at stikke af!”.

Den 40-årige havde formodentligt mistet bevidstheden i det kolde vand i sit forsøg på at gemme sig fra ordensmagten. Det viste sig, at den 40-årige havde kørt uden kørekort, han var påvirket af stoffer og alkohol og var tilmed efterlyst, efter at han var udeblevet fra udgang fra fængslet. Her afsoner han en dom for indbrud.