Sigtelse: Kvinde mistede hårtotter i groft voldtægtsforsøg


Arkivfoto


En 46-årig mand, der er sigtet for voldtægtsforsøg, er lørdag blevet varetægtsfængslet i 26 dage af en dommer i København.

Det oplyser anklager Anders Larsson.

Ifølge en sigtelse skete voldtægtsforsøget natten mellem tirsdag og onsdag i en lejlighed på Østerbro i København. Men først fredag blev manden anholdt.

Anklagen går blandt andet på, at manden greb fat i det kvindelige offers hår og kastede hende ind i væggen.

– Det er så voldsomt, at kvinden får revet totter af sit hår. Episoden bliver afbrudt af en sambo, som hører, at der bliver råbt op, forklarede Anders Larsson tidligere lørdag.

Manden, der nægter sig skyldig, forklarede blandt andet under grundlovsforhøret, at han mente, at han og kvinden havde et fuldbyrdet samleje.

Anders Larsson oplyser, at manden og kvinden ikke er kærester, men at de kender hinanden.

Lejligheden, hvor hændelsen fandt sted, er offerets bopæl.

/ritzau/