Politi på jagt: ‘De skød svinet’


Arkivfoto. Betjentene skød vildsvinet med deres maskinpistoler.


RISLEV: To store svin – af den slags med fire ben og hjørnetænder – brød lørdag ud af en indhegning i byen Rislev. Vildsvinene jagtede både biler og mennesker, og et vildsvin blev skudt ned af politiet.

Ved 13-tiden blev politiet alarmeret om de angiveligt aggressive vildsvin som var brudt ud af en indhegning, politiet advarede via Twitter mod vildsvinene og bad folk holde sig på afstand.

– Vidnet oplevede selv, at de gik til angreb og fortalte i anmeldelsen, at han ikke turde nærme sig. Derfor er betjentene blevet instrueret i ikke at tage nogen chancer, sagde vagtchef Søren Østervig til Ekstra Bladet, mens jagten fortsat var i fuld gang.

Jagten på det ene vildsvin endte på en mark for enden af Valmosevej i Rislev, dyret satte kursen mod en patrulje som straks brugte deres MP5 maskinpistoler mod vildsvinet og satte en stopper for vildsvinets videre tur på fri fod.

Vildsvinet faldt til jorden og var dræbt på stedet efter at være ramt af flere kugler.

– Svinet løb op ad vejen og hen imod betjentene og patruljebilen. Derfor gjorde betjentene, hvad de var blevet bedt om. De skød svinet, der var tale om en større fætter med hugtænder og alt muligt, forklarer vagtchef Søren Østervig til Ekstra Bladet.

Det sidste vildsvin var det muligt at få gennet retur i indhegningen, og den overlevede således sin springtur.