Cannabisolie skabte eksplosion i etageejendom i Finland


    Arkivfoto


    En etageejendom i byen Mänttä i Finland blev fredag aften rystet af en eksplosion.

    Årsagen til eksplosionen var, at to mænd var i gang med at fremstille cannabisolie, oplyser finsk politi.

    Mændene havde forsøgt at få butan ud af blandingen ved at varme olien op på komfuret. Men det fik stoffet til at danne gas, der eksploderede.

    Ingen mennesker kom til skade ved eksplosionen, men der opstod materielle skader i den tre etager høje bygning.

    Beboerne i ejendommen måtte evakueres som følge af braget, men kunne vende tilbage til deres lejligheder efter kort tid.

    De to mænd, som er omkring 35 og 40 år, mistænkes nu for grov narkokriminalitet og for at have forvoldt fare.

    Mänttä ligger omkring 250 kilometer nord for den finske hovedstad, Helsinki.

    /ritzau/FNB